KrigenKoleraen

83 Caligulaer; men den Slags Naturer er langt al­ mindeligere end man i Reglen tror, kun virke de ikke under saa store Forhold og med saa uindskrænket Magt, at de blive historisk be­ kendte; men Ondskaben, Lysten til at plage og pine er den samme, og kommer man først i et saadant Menneskes Vold, er der ikke Andet for end at slaa ham ned som en Hund, hvis man mægter det; men ak, hvad formaaede jeg mod denne svære, lemmestærke Fyr, der vovede at tage det op med Kjøge selv. Saa gik jeg da afvejen, sneg mig bort naar jeg hørte hans Skridt, udeblev fraFrokosten og skjulte mig paa Brændeloftet naar Mørket faldt paa. Han mærkede det godt, men han grinede blot endnu mere ondskabsfuldt og slog endnu haardere naar han traf mig. Saa fandt han paa en anden Metode, som var endnu værre, fordi han vanærede mig der­ ved. Hver Gang han nu mødte mig, snærrede han gennemTænderne: „Afvejen, Flab! jeg skal spytte.“ Og saa kunde jeg stille mig hvor jeg vilde, altid fik jeg hans modbydelige Savl ned over mig. Jeg kogte af Raseri, men hvad skulde jeg gøre, Næveretten gjaldt, og man sladrer ikke under de Forhold. Saa mødtes vi en Dag i den store Læse- 6*