KrigenKoleraen

77

var det meget ubekvemt at indlede en længere Samtale. Pludseligt smed Højerup Jagttaske og Bøsse fra sig og krøb længere ind i Tykningen, saa blev alt saa stille, at man kunde høre Edder­ kopperne spinde. Tiden forekom mig en Evig­ hed. Saa hørte vi Noget brage langt borte. Lyden kom nærmere, blev til langsomt sjok- kende Trin, fulgt af en tung Slæben i Løvet. Granerne bøjedes tilside og en modbydelig Karl, enMellemting af Slagter og Sjover, kom listende frem, slæbende en skudt Buk efter sig. „GodDag, Mikkel Madsen,“ klang pludseligt Højerups Stemme inde fra Granerne. Det gav et Sæt i Vildttyven — han slap Bukken, greb fastere om sit Gevær, men i samme øjeblik havde han Højerup over sig. „Se, se, bitteMikkel,“ begyndte denne, „det var pænt af dig at skyde den Buk for mig! Tak skal du ha’e!“ „Hvor veed du, jeg har skudt den?“ spurgte Manden. „Næ saamæn,“ svarede Højerup, „den er maaske en Selvmorder; men jeg vilde heller ikke sige det, hvis jeg ikke havde sendt Mo­ gens Skovfoged ned for at kigge dig i Kortene. Kom hit med din Skyder.— Bukken er min!“ Men hertil var Mikkel Madsen kun lidet