KrigenKoleraen

76

I

som jeg ikke vidste hvad var. Han standsede tidt, undersøgte en brækket Gren eller et halv- udvisket Spor og gik saa videre, øjensynlig i daarligt Humør. Pludseligt standsede han og fløjtede et ejen­ dommeligt Signal, der blev gentaget som et Ekko inde fra Skoven. Nu opklaredes Højerups Træk, og lidt efter kom en Mand tilsyne fra en tæt Grantykning — det var Skovfogeden, ham kendte jeg jo godt. De to Mænd havde en kort, men hviskende Samtale. Saa forsvandt Skovfogeden ned mod et dybt Dalstrøg med Ellekrat over et sidt Mose- drag, Højerup listede sig ind i Grantykningen, vinkede bagud med Haanden, og jeg lagde mig pligtskyldigst ned, spændt paa, hvad alt dette skulde føre til. Højerup trak Haglene ud af det ene Løb og lagde Kugle for, idet han bemærkede: „Den er til Mikkel!“ Næsten i samme Øjeblik knaldede et Skud skarpt og kort nede fra Elledraget. „Det var ikke Mogens Skovfogeds Skyder, det,“ grinede Højerup. „Men tøv kun lidt, din Rad, saa skal du faa dig en Nokkert. “ Jeg var grulig spændt paa at erfare, hvad en Nokkert var, men da jeg laa paa Maven,