KrigenKoleraen

64 Da jeg den næste Morgen vaagnede i det gamle hyggelige Værelse, hvor Grankoglerne knitrede og lyste i den store Vindovn, kunde jeg have skreget højt af Glæde; thi hele Verden forekom mig forandret som ved et Trylleslag. Gennem de smaa forvitrede Ruder skød Oktober­ dagens gule Sol sig ind, farvede Ruderne med Perlemoderglans, luede i Vindovnens blankt- polerede Kobbertromle og listede sig saa som en smal Skraastribe ind i Alkoven, hvor den luede i Karaffen paa den gammeldags Servante. Ud fra Vindovnens aabne Messingdøre strøm­ mede en sød Duft af Tantes velbekendte Pot­ pourri, og paa den nederste Afsats brasede et Par Flaskeæbler, som jeg havde set i Tantes Sykurv den foregaaende Aften. Gud velsigne hende! — Det var rigtignok noget andet end Sovesalens lumre Luft og kolde Stjerner — her luede Sol, Lys og knitrende Ild, her var blaa Himmel og Efterhøstens mangefarvede Løv, men fremfor alt, Landets velsignede Fred. De Eneste, der her sloges, var et Par kalkunske Haner, som under Hønernes udelte Beundring sprang Buk over hinanden med udbredte Vinger og struttende Haler; det var dog mere komisk end egentlig krigerisk. Jeg kunde ikke sove et Minut længere; jeg maatte ud for at tage min ny Verden i Besid