KrigenKoleraen

63 Valbygaard, et Gods paa c. Tusind Tønder Land, var i 1847 meget forskjellig fra nu. Istedetfor den store, pragtfulde Hovedbygning afgav en lang, fugtig Længe, den nuværende Mejeribygning, en tarvelig Bolig, og det maa vistnok have faldet min Onkel og især min Tante Grethe haardt at ombytte Fredsholms store lyse Sale med disse smaa, indestængte Rum; men han var en energisk Landmand, der saae mere paa Jordens Bonitet end paa Byg­ ningernes, og hun en trofast, alt opofrende Hu­ stru, der forstod at højne de lave Stuer til et Gæstfrihedens Hjem, hvor alle gode Aander og alle gode Venner mødtes i det hjerteligste, for­ troligste Samliv. Mild og kærlig, fordringsløs og glad besad hun denne forunderlige Evne at kunne overføre disse Egenskaber paa alle sine Omgivelser. Alene hendes Smil, hendes Latter virkede befriende, og den inderlige, troskyldige Maade, hvorpaa hun talte med Store og Smaa, gjorde et saa forunderligt, hjertebetagende Ind­ tryk, at jeg følte mig bundet til hende som en Moder. Mange og lykkelige Dage har jeg til­ bragt under Valbygaards Tag baade den Gang og senere; men Tante Grethe var dog Solen, der selv i de mørkeste Dage aldrig skjulte sig bag Skyer, og aldrig har jeg talt eller følt med noget Menneske, saaledes som med hende.