KrigenKoleraen

62 uheld. Der var ingen Vogn fra Valbygaard, og der stod jeg ene og forladt midt i den mørke, fremmede By uden en Skilling i Lommen. Jeg stak i et stort Skraal, men den Tykke — det var „Tykke Piesner“ , senere min Lærer i Historie — sagde: „Du kan godt køre med ham dér — han skal lige forbi Valbygaard.“ Saa tog den venlige Mand med Kalotten mig op paa sin Vogn, og i Mulm og Mørke kørte vi den halve Mil til Valbygaard. Her blev jeg. sat af og den gamle Herre sagde: „Nu kan du hilse din Onkel og sige, at det er Pastor Zahle fra Kirke-Stillinge, som har frelst dit Liv, og skulde du faa Lyst til Sommerpærer, saa < har vi nogle endnu.“ Den gamle Præstegaard i Kirke-Stillinge blev senere et yndet Valfartssted, hvor jeg til­ bragte mangen Feriedag i Selskab med den elskværdige, joviale Præst og hans ligesaa elsk- r værdige Børneflok, af hvilke især Frits blev min Legekammerat. Kun lidet anede vi den Gang, at han som Højesteretssagfører skulde føre min Sag mod [ den bekendte Bogtrykker og Redaktør Armand Carrel Bang i Næstved, og frelse „Bruden fra Rørvig“ , samt flere andre af mine Arbejder fra at vandre Landet rundt i elendige Eftertryks- ! Udgaver.