KrigenKoleraen

61 ikke,“ sagde den Tykke. „Nej, nu skal du faa en af mine.“ Og saa sang han: „Schönes Mädchen! — Galantes Gretchen! Was kannst du machen, was kannst du spielen? — Horch ich kann spielen auf meinen Dudelsack — Bru dru duraru! Das ist mein Dudelsack! Nu tog Manden med Kalotten fat paa det næste Vers, og saa gik det med Tromme, Fløite, Geige, Orgelverk, indtil Manden med Kuskekavajen rasende raabte: „Maa jeg bede de Herrer lægge Baand paa Deres Munterhed! Det er, min Salighed, dog for galt, at Sligt skal passere paa en kongelig dansk Dagvogn!“ „De skulde vel ikke kunde sige mig, hvad en Reje er?“ spurgte den Tykke. „Aa, den tossede Trykfejl*) behøver De ikke at rive mig i Næsen,“ svarede Molbech. Men fra dette Øjeblik var det, som havde han et Begplaster for Munden, og under stor Munterhed rumlede vi op ad Slagelses slet bro­ lagte Gader og svingede ind i den gamle Post- gaard. Men her mødte mit første og eneste Rejse*) Reje, en, er et lidet Handyr af Krebsenes Familie, som

spises kogt. Molbechs Ordbog 2den Del.