KrigenKoleraen

60

og sagde med et Blik paa Molbech: „Ham skal du ikke bryde dig om! — Han har altid ondt i Maven!“ Saa knaldede Postillonen, blæste en flot Me­ lodi og ud rumlede vi fra den morgenstille, taagede By til det frie, friske Land, som skulde give mig Sundhed og Kræfter. Da vi havde naaet Roskilde og „bedet“, hvilket betød en solid Frokost, entrede begge de gamle Herrer op i et glimrende Humør, som ligefrem ærgrede Molbech, der fandt Frokosten under al Kritik fordi han ikke kunde taale Aal i Gelé. Med disse Aal gjorde den Tykke mange Løjer, og da vi vare naaede til Sorø, trak han et Flaskefoder frem og spurgte, om min Mave kunde taale Solbærrom. Det troede jeg nok, og da Aftenkøligheden meldte sig, gik den lille Tumling fra Haand til Haand, indtil jeg pludse­ lig mærkede en vældig Kurage, der gav sig Luft i forskellige, ganske umotiverede Latter­ udbrud over de arrige Bemærkninger, der af og til gjordes af Manden med Kuskekavajen. Saa spurgte den Tykke mig pludseligt, om jeg sang Salmer. Nej, det gjorde jeg da ikke. Jeg kunde kun den: „Dejlig er den Himmel blaa“ . „Men i Dag er den graa, og saa duer den