KrigenKoleraen

59 rejse alene, og ikke lidet beklemt betraadte jeg Postgaarden, hvor vor gamle Karl Jørgen alle­ rede stod med min Kuffert. Som en anden Byldt blev jeg af Konduk­ tøren langet op paa den høje Vogn og dalede ned mellem to trivelige Madamer, der glædede sig over at faa en saa smækker Rejsefælle. Men Glæden varede ikke længe; thi kort efter traadte en svær Mand, iført en af Datidens Rejsekavajer med en syv, otte Slag, frem og raabte arrigt: Smid den Dreng ned! Han har ikke Noget at gøre deroppe! — Smid ham ned!“ Jeg stirrede paa Manden. Han havde et forskrækkelig grimt Ansigt, stygge Tænder, og hans skæve Mund blev endnu skævere, mens han raabte: „Smid ham ned — han sidder — paa mit Nummer!“ Jeg kunde godt have antaget denne Skik­ kelse for en Broder til Kikkertmanden; men nu lod jeg mig hurtig berolige med, at det var den berømte Professor Molbech, der var vred. Saa blev jeg varpet ud fra Madamerne og anbragt mellem to ældre Herrer forude. Den ene var meget tyk og havde et stort rundt, jo­ vialt Ansigt; den anden var en lille, mager Mand, med et venligt, intelligent Blik, en krum ørnenæse og en sort Kalot paa det skaldede Hoved. Den Tykke puttede mig ned under sig