KrigenKoleraen

54 med — han frygtede vistnok for at lade mig være alene. Maalet var Søndermarken, men Vejret var klamt og koldt, Taagen laa som et tæt, graat Slør over det landlige Vesterbro, men tungest og tættest laa Taagen over mit Sind. Uden at mæle et Ord vandrede jeg ved Siden af min Fader, der saae lidende og bekymret paa mig. Over Frederiksberg Have naaede vb ind i Søndermarken. Taagen begyndte at fortætte sig, faldt som raslende Stænk ned over de tørre, visne Blade og glimtede i Græsset paa Edderkoppernes Spind. Alt syntes mig saa muggent og forsumpet, Alt laa i den Grad kirkegaardsagtig for mig, at selv Kragernes hæse, monotone Skrig forekom mig velgørende — de brød dog denne rædsomme, øde Stilhed; men saa kom jeg til at tænke paa Kikkertmandens hæse Hosten, og jeg bad Fader om at vende hjem. „Hvad et der nu i Vejen?“ spurgte han — han kunde læse den lønlige Gru i mine Øjne. Jeg svarede ikke, og i dyb Tavshed fortsatte vi vor Vej. Da — just som vi gik op ad en stejl Skraa- ning — brød Solen frem i hele sin Vælde. Taagen rullede sig sammen, blev fra et tung­ sindigt Himmelslør til lyse, drivende Bomulds