KrigenKoleraen

53 Trier, dénne dygtige og højst elskværdige Læge, formaaede Intet mod denne Forstokkethed. Min sygelige Tilstand antog han for Suiter af den lollandske Feber, saa for Orm — men den Orm, der. daglig fortærede mig, anede han ikke. Han proppede mig med Piller og Mixturer, plagede mig med kolde Bade og Diæt — men Alt til ingen Nytte. Saa rystede han paa Hovedet og sagde til Fader, at det Hele vist hang sammen med Pubertetsperioden, og da jeg ikke forstod dette fremmede Ord, bestyrkedes jeg end yderligere i den Tro, at jeg maaske allerede var gal, og at det derfor netop gjaldt om at Ingen fik det at vide. Hvem kender ikke disse Efteraarsdage, hvor Luften er klam og kold, hvor Taagen hænger tung og tæt, hvor Intet synes at kunne bryde Himlens blygraa Hvælving? Saa kommer det­ en pludselig Lysning, det første Blaa titter frem, Skyerne fordele sig, Taagerne spredes, og i rød­ gyldent Solskær tindrer Duggens Draaber i det mangefarvede Løv og falder som forløsende Taarer over Oktoberdagens sidste, spraglede Blomsterflor. Paa en saadan trist Oktoberdag var det netop, at Fader og jeg vandrede ud ad Vester­ port. Trier havde anbefalet lange Spasereture, og saa liden.. Tid Fader havde, fulgte han dog