KrigenKoleraen

52 uden at tage mig med, følte jeg mig fortabt. Lidt efter kom Manden tilbage,tog mig ved Haanden og sagde: „Nu kan dutro, at jeg har lavet det rigtig varmt til dig.“ Det var Kikkertmandens Stemme, det var Kikkertmandens øjne, og gysende fulgte jeg med ham til en Dør, hvorpaa der stod malet et stort G. Det var Værelsets Bogstavnummer, men for min syge Fantasi blev det Symbolik. G kunde jo umuligt betyde Andet end Gal. Med et Skrig rev jeg mig løs fra Bademesteren, snappede min Kasket og stak i det vildeste Løb tilbage til mit Hjem, hvor jeg skjulte mig i en Krog under den bitreste Graad. Her fandt Fader mig, men hvorfor jeg græd, og hvorfor jeg var løbet min Vej, vilde jeg ikke sige — hele min sygelige Fantasiverden bar jeg indesluttet i mig selv. Man vil mulig undre sig over en saa haard- nakket Indesluttethed hos et Barn; men den havde sine gode Grunde. For det Første frygtede jeg min egen Aandeverden. Kom den for Lyset, vilde Dæmonerne først ret falde over mig. For det Andet frygtede jeg for mine Omgivelser — særlig for Doktor Trier. Fik han først at vide, hvorledes jeg havde det, vilde han sende mig bort som min Moder — og saa var jeg fortabt. Følgelig tav jeg og græd — Andet kunde jeg ikke gøre.