KrigenKoleraen

51 havde lidt af Sorg og Hjemve i mange og lange Dage; men hvad der mest af Alt nærede denne usalige Tvangstanke, var Bevidstheden om, at min Moder var død som Sindssyg, og at jeg efter al Rimelighed havde arvet en Dis­ position, der tidligere eller sildigere vilde komme til Udbrud. A4en fremfor Alt, var det dog Hoff- mann, der havde gjort Udslaget. Det var hans Dæmoner, der beherskede min stakkels, sygelige Barnefantasi, og mod dem gaves der ingen Vaaben. De forfulgte mig overalt, vaagen og i Drømme, og overalt hørte jeg de grufulde Ord: „Han har jo faaet en Gals Hjerne!“ Hvorledes disse Ord som en rød Traad slyngede sig gennem hele mit Aandsliv, husker jeg endnu et Bevis paa. En Dag tog Fader mig med paa Ryssensten Badeanstalt. Da jeg saae de store Kedler, de mange Rør og Haner, da jeg hørte den sukkende Lyd af Vandet i Doucherne kom der en hemme­ lig Angst over mig, og denne forøgedes ved Synet af Bademesteren — hans store Horn­ briller lignede jo Kikkertmandens øjne. Men da han saa hostede hæst og med et skulende Sideblik sagde: „Ja, den lille Fyr skal jeg nok tage mig af!“ steg min Angst til Rædsel. Skæl­ vende sad jeg og ventede paa, hvad der skulde komme, og da Fader gik ind i sit Badeværelse 4*