KrigenKoleraen

50 rædsomme Ord forfulgte mig vaagen og i Drømme; jeg kunde ikke blive dem kvit, og jeg vidste jo, at der kun var én Maade, hvorpaa den kunde reddes — jeg maatte „smeltes om“, det vil sige, jeg maatte dø og saa begynde hele det elendige Liv forfra, saaledes som jeg havde læst det i Heibergs „De Nygifte“ , der havde gjort et mægtigt Indtryk paa min barnlige Fantasi. Næst efter at være sindssyg er Frygten for at blive det den mest pinefulde Tilstand, hvori noget Menneske kan komme. Man taler saa meget om legemlige Lidelser, men hvad er selv de haardeste Smerter mod denne stille, stadigt knugende, evigt isnende Angst for at man skal miste sit aandelige Jeg og blive til et afsindigt Automat, der raser afsted indtil Fjederen springer, for saa at synke sammen i sløv Slaphed og fjollet Forglemmelse af sit Selv. Disse Kvaler ere af en saa ejendommelig nagende Natur, at intet Helvede mægter at maale sig dermed. Hos mig blev denne Frygt til en Tvangs­ tanke, der vaagnede med mig om Morgenen, gik til Sengs med mig om Aftenen, og be­ herskede mine natlige Drømme, saa at de tilsidst antog Form af Syner og Hallucination. Meget var der, som havde bidraget til at fremkalde denne sygelige Tilstand. Jeg var blevet over- anstrengt i Skolen, overdrillet i Pensionatet,