KrigenKoleraen

49 formede sig som den anden, sorgfuld, tung og graa, indtil endelig Befrielsen kom og Taage- pletten trak sig sammen til lysende Klarhed, paany beskinnet af Livets almægtige Sol. Den forunderlige Drøm, der saa mægtigt havde gennemrystet mig, gik paa en vis Maade i Opfyldelse; thi som en sørgelig aandelig Krøb­ ling, som et villieløst Tanke-Automat vendte jeg tilbage til mit Hjem, hvor Alt forekom mig tomt, dødt og glædesløst, hvor Alt, selv de gamle, længselsfuldt savnede Omgivelser, ja endog mine fordums Venner og Kammerater, modtoges med træt Livslede og graa Tung­ sindighed. „Jeg var livstræt, mæt af Dage“ — ja, det klinger næsten som Affektation, naar der tales om en tolvaars Dreng, men der havde været for stærke Magter imod mig, og Fjederen i Uhr- værket brast, fordi den var blevet spændt for haardt. Alle Hjul og alle Drev stod med Et uløseligt stille, og Viseren paa det sprængte Uhr pegede uafladeligt paa et og samme mørke Punkt; men om dette iagttog jeg en ubrydelig Tavshed, det blev mit Livs iskolde, nattemørke Pol, hvor ingen Sol straalede, ingen Stjerne blinkede, og hvor, fremfor Alt, Ingen maatte se ind i, i min Tilværelses dybeste Hemmelighed. „Han har jo faaet en Gals Hjerne!“ — disse V. Bergsøe: Krigen og Koleraen. 4