KrigenKoleraen

47 til hvem Børn kunde faa trøstig Tillid; men desuagtet formaaede han Intet over mig. Jeg turde hverken betro ham mine legemlige eller aandelige Lidelser, men græd uophørligt, og det var vist meget tossede Svar han fik paa alle sine velmente Spørgsmaal. Og dog har han vist forstaaet mig; thi pludselig sagde han: „Jeg veed ikke, hvad du fejler — men jeg tror det er bedst, at du kom­ mer hjem.“ Midt i min Elendighed lyste disse Ord som Solskin. Fenger saae det, klappede mit Hoved og sagde idet han saae paa mig med sine dybe, noget melankolske øjne: „Stakkels Dreng!“ Det var kun to korte Ord, men det var de første kærlige, de første forstaaende, jeg i lang Tid havde hørt. Jeg har glemt mange bitre, mange haanende Ord, men disse to og saa det kærlige Blik, der ledsagede dem, vil jeg huske til miri Dødsdag.