KrigenKoleraen

46 Bordet, vildere, galere, jo dybere Tonerne lød. Jeg var bleven til en puklet, hjulbenet Polichinel med stive, stirrende Glasøjne. Alt inden i mig var som et Uhrværk, skjult Mekanik — jeg var en stor Marionet der gjorde Krumspring til Grav­ musik. Kikkertmanden lo med sin hæse, skrattende Hoste, men saa sagde han pludselig, idet han stirrede paa mig med sine, store røde øjne: „Hvad er det? — Vi har jo givet ham en Gals Hjerne!“ „Saa maa han smeltes om,“ sagde Sand­ manden. I det Samme gled Dækslet fra den gamle, alkymistiske Ovn ned i Gulvet. Jeg saae et uhyre, flammende Baal derinde. Sandmanden greb mig med sine Kæmpearme, løftede mig højt i Vejret og slyngede mig som en Boldt ind i Flammerne. Jeg udstødte et vildt, skingrende Skrig og vaagnede med en Følelse af, at jeg var spiddet til Sengen og at mit Hoved var kløvet i lutter brændende Stykker. Kjøge foer skændende op af Søvne, men saae snart, at der var noget Alvorligt paa Færde, thi jeg talte vildt og mit Hoved brændte som Ild. Opad Formiddagen kom Emil Fenger, Sko­ lens Læge, for at se til mig. Han var en usæd­ vanlig mild og kærlig Personlighed, ret en Læge