KrigenKoleraen

45 lød inde fra Guldpolererstuen en hæs, skrattende Hoste, Døren gik op, og ind i Mørket gled to Skikkelser, den ene graa, den anden sort — jeg kendte dem begge trods deres sorte Masker — vilde skrige om Hjælp, men formaaede ikke at faa en Lyd over mine Læber. Saa sugede Kikkertmanden mig til sig med sine røde, stirrende Glasøjne, lagde mig op paa Bordet og sagde med hæs, haanende Stemme: „Han duer ikke — han maa skrues om.“ Sandmanden nikkede, tog en hvidglødende Digel ud af den nærmeste Ovn og hældte det gnistrende, glødende Sand i begge mine Øjne. Jeg syntes det brændte mit Hoved hult — det var som sloges der glødende Kløer helt ind i mit inderste Jeg, og dog kunde jeg ikke skrige, ikke røre mig — Alt var som lamslaaet, den dybeste Sjælerædsel gjorde mig til et følende Lig. Fra de sorte Vægge tog de Skruer og Tæn­ ger, prøvede og passede dem i hvert af mine Ledemod, skruede dem løse, satte andre i Ste­ det, gav mig Glasøjne, og fyldte mit Hoved med en hed, glødende Masse, der tyngede som Bly. Saa klang den fjerne, højtidelige Ligmarche paa ny. Men jeg rejste mig op, gav mig til at kvække og danse som Automatdukkerne paa