KrigenKoleraen

44 Det forekom mig, at jeg var i Fabrikens gamle Laboratorium, men det var saa underligt forandret. Sorte Tæpper vare trukne for Vin­ duerne, sorte Draperier tilhyllede Væggene, og i Stedet for Faders Digler, Kolber og Retorter, saa jeg paa et langt Bord de særeste Marionet­ karikaturer med Nøddeknækkeransigter og røde Glasøjne, der luede i Skæret fra de mange smaa glødende Ovne, som sprudede og knitrede med blaalige, flakkende Luer. Paa Væggene hang de underligste Instrumenter, blandede med Drev, med Hjul og Skruer af et underligt blodrødt Metal, der lyste i Skæret fra de flammende Ovne. Ude — langt borte, som bag et Tæppe — hørte jeg dybe, klagende Toner, som nær­ mede sig mere og mere — jeg kendte dem igen — det var Weyses Sørgemarche, den Livjægerne spillede naar de fulgte Lig. Stærkere, mere brusende klang disse, snart smeltende, snart sønderrevne Akkorder, og nu begyndte Duk­ kerne paa Bordet at følge Lig med de særeste Fagter og Grimacer, hoppede ned ad Bordet, og forsvandt en efter en under den gamle, alkymi­ stiske Ovn. Da hørte Musiken op. Alt blev saa for­ underligt gravstille mørkt, men i denne mørke Stilhed betoges jeg af en usigelig Angst — jeg følte at Dæmonerne vare mig nær. Pludselig