KrigenKoleraen

43 men turde ikke komme til Vinduet af Frygt for, at han skulde staa dernede og trække mig til sig. Saa klang Retrætens Toner fra Laboratoriet. Lange, hendøende Hornsignaler, og da de sidste Toner svandt, syntes jeg, at Alt blev saa stille og dødt omkring mig. Jeg listede mig i Seng, trak Tæppet helt op over Hovedet og laa som i en Grav. Man fortæller om Hoffmann, at han tilsidst selv gruede for de Fantomer, han havde skabt, og at de i Feberfantasi fyldte hans Sjæl med Rædsel. Har Hoffmann virkelig lidt disse Kva­ ler, er det Nemesis, som har ramt ham; thi hvad jeg, og mange Andre, har lidt under hans ironisk kolde Fremmaning af alle Helvedes Aander, lader sig ikke beskrive. Disse Timers Kval har jeg aldrig glemt; endnu mindre, hvad de førte med sig. Overvældet af Dagens og Nattens Syner maa jeg til Slutningen være falden hen i en lethargisk Dvale; thi jeg hørte ikke mine Kammerater komme hjem, ja vækkedes end ikke ved en Tordentale, som Kjøge holdt fordi En var kom­ men til at glemme et Parti Svinebørster i hans Seng. Men henad Morgenstunden havde jeg en Drøm eller rettere Vision saa forfærdelig, at den var paa Nippet til at røve mig Forstanden.