KrigenKoleraen

42 At sladre paa Spøgelserne forekom mig værre end at sladre paa mine Kammerater. Hun tog min Haand og sagde: „Du har Fe­ ber! Det er bedst, at du gaar op og lægger dig. — Du er da ikke bange for at ligge alene deroppe?“ Jo — det véd Gud, jeg var! Jeg kunde have faldet paa mine Knæ og tigget hende om at blive i den lyse, hyggelige Dagligstue -— men jeg svarede, at jeg var ikke bange — al­ deles ikke — og saa bød hun mig venlig God­ nat. Rystende af Angst famlede jeg mig op ad de mange, mørke Trapper. Den gamle Born­ holmer faldt i Slag just som jeg kom forbi, og den snærrende, sukkende Lyd klang som Kik­ kertmandens Hoste. Det gav et Sæt i mig, men i næste Nu var jeg oppe i den mørke Korridor, og ni rungende Slag forkyndte, at det mindst vilde vare to Timer, inden mine Kammerater kom hjem. Aldrig havde Sovesalen forekommet mig saa uhyggelig. Det store øde Rum laa i dybt Mørke, men fra Vinduerne faldt et mat Halvlys paa de hvide Haandklæder, der forekom mig som lurende Spøgelser. Jeg tændte et Lys, men slukkede det strax igen — det lignede Kikkert­ mandens øjne. Jeg vilde rulle Gardinet ned,