KrigenKoleraen

41 paa Skolens Port, og med Haanden paa Laasen stirrede jeg op ad Gaden. Jo — dér kom han langt oppe, grim og graa, med store, runde, blinkende Øjne, der syntes at sende fangende Straaler efter mig. Som i en Rus vaklede jeg op ad Trapperne. Det var Skik at vi meldte os hos Hammerichs naar vi kom hjem Søndagaften, og mere død end levende traadte jeg ind i den hyggelige, kunstnerisk udsmykkede Dagligstue, hvor Fru Hammerich sad ene ved Lampen og syede. Hun saae op, stirrede paa mig og udbrød: „Men Gud, hvordan er det, du ser ud? — Har du set Spøgelser?“ Hvor sikkert er ikke en Kvindes Blik, og hvor lige i Centrum ramte hun ikke! Men mig greb Spørgsmaalet med en forunderlig Gru — man kunde altsaa se, at jeg havde været fulgt af Aander, og jeg mumlede Noget om, at jeg var syg. „Hvad fejler du da?“ spurgte hun venlig. Ak, havde jeg nu blot kunnet betro hende Alt, saa havde hun hjulpet og trøstet mig, mild og god som hun var. Men trods al min Jam­ mer og Kvide, kunde jeg ikke finde det for­ løsende Ord. Jeg følte med hemmelig Gru, at hvis jeg forraadte den fantastisk gøglende Aande- verden, saa vilde den først ret falde over mig.