KrigenKoleraen

40 have skreget af Rædsel, turde ikke se mig til­ bage, gik til af alle Kræfter; men han fulgte efter — lange, tunge, taktfaste Trin, brudte af hæs, sprukken Hoste, der forekom mig som haanende Latter. Ved Enden af Børsen drejede jeg af —■ jeg maatte have fat i et Menneske, selv om det var en Finlapper-Matros, men jeg saae ikke en le­ vende Sjæl. Der sviredes nede i Kældrene, men Gaden selv laa i stille, halvmørk øde, og bag ved mig hørte jeg de tunge, taktfaste, tra­ skende Trin og den hæse, skrattende Hoste. Jeg vilde staa stille, men turde ikke; jeg vilde løbe, men kunde ikke, jeg klamrede mig til Rækværket, mens jeg gik over Broen — dér haabede jeg at blive ham kvit — hos Thiele havde jeg jo læst, at Aander ikke magte at gaa over rindende Vand. Men han fulgte med, bøjede om ad Strand­ gade, stadig i Hælene paa mig — jeg syntes jeg kunde føle hans Aande lige i min Nakke. Ud for Kaarsberg samlede jeg al min Villies- kraft, vendte mig pludselig om og raabte lige i hans Ansigt: „Hvad vil D e !“ — „Æde dig!“, svarede han med hæs Stemme, fulgt af en hul, haanende Latter. „Æde dig!“ Da var det som fik jeg Vinger. Som en Pil fløj jeg ned ad Lille Kongensgade, ringede