KrigenKoleraen

39 sprukne Gravsten, gik saa op i de øde Stuer og ind i min Moders lille Kabinet. Jeg aabnede hendes Bogskab, vilde læse — umuligt! — Det var, som laa der Støv over hvert et Minde, som om sorte Edderkopper havde trukket Forglem­ melsens Spind selv over hendes Skikkelse. Jeg huskede kun Et — Kikkertmanden. Fader kom hjem, spurgte hvad jeg fejlede; men jeg turde Intet sige, ikke for Alt i Verden. Jeg sagde blot, at jeg ikke var rask, og han raadede mig til at gaa tidligt hjem for ikke at faa mine Koldfeberanfald igen. Tidligt hjem! — Ak, havde han anet den Skyggeverden, der var draget ind i min Sjæl, saa havde han ikke givet mig dette usalige Paabud. Skumringen begyndte at falde. Gennem de halvmørke, søndagsøde Gader vandrede jeg langsomt hjemad, aandelig og legemlig træt, nervøst hidset til det Yderste. Jeg mødte Ingen og brød mig heller ikke derom, men da jeg kom i den Porthvælving, som den Gang for­ bandt Børsen med Banken, traadte en graa, kappeklædt Skikkelse ud af en Krog og hostede hæst. Det gav et Sæt i mig — det var „Kik­ kertmanden“, ganske som jeg havde set ham fra Taarnet — samme Hat, samme Kappe og for Øjnene et Par store, runde, buede Briller, i hvilke Lygteskæret spejlede sig. Jeg kunde