KrigenKoleraen

38 Kjøges Stemme raabe: „Kom ned! — Kom ned!“ Som drukken vaklede jeg nogle Trin nedad; men her mødte mig et Syn, næsten værre end det andet. Slængt hen over Trappetrinene laa lange Nik. Han var askegraa i Ansigtet; øj­ nene stirrede stift og vildt op i Luften, og med Hænder og Ben spændte han sig fast til Ræk­ værk og Taarn, idethan raabte: „Hjælp, hjælp! Han trækker mig ned!“ Han var ikke til at faa løs. Jeg maatte skræve over ham, men idet jeg løftede Benet, greb han fat i det og klamrede sig i Dødsangst saa fast til mig, at jeg faldt forover, skrigende af Smerte. Endelig slap jeg løs fra hans Hum­ merkløer; men Taarnet var blevet min Gru, og jeg turde ikke se efter, om Kikkertmanden stod der endnu. Da jeg kom ned paa Kirkegaarden, var han forsvunden. Det var Søndag, en klar, kold Efteraarsdag. Kirkeklokkerne ringede, men jeg syntes det var til Lig; Folk gik forbi mig i Søndagsklæder og Søndagshumør — for mig gik de alle til Be­ gravelse. Da jeg kom hjem laa Fabriken øde, tom og søndagsstille. Ingen Leg, ingen Kam­ merater — selv Rasmus Kusk var borte, kun Laagen til Kirkegaarden stod aaben. Jeg gik derind, saae tankeløs paa de væltede Kors og