KrigenKoleraen

37 tryk paa min overspændte Fantasi, og nu, da vi skulde bestige Taarnet, frygtede jeg for de blanke, stirrende Glasøjne, som skulde drage mig i Fordærvelse. Med en dulgt Angst steg jeg op ad Taar- nets mange Trapper og Stiger til vi naaede Sneglegangen uden om Spiret. Her saae jeg til min Glæde, at Rækværket var saa højt og tæt, at min lille Person umuligt kunde komme i Fare. Bag ved mig havde jeg lange Nik, og da jeg var bange for, at han mulig kunde blive lige saa farlig som „Kikkertmanden“ , steg jeg hurtig opad indtil jeg sad klemt som en Flue helt oppe under Kuglen, hvorfra jeg saae Sundet, Amager, Kalveboderne og Byen ligge dybt under mig, som et uhyre Landkort, hvor Hestene løb som smaa, brune Fluer. Men pludselig begyndte dette Landkort at dreje sig. Sundet løb ind i Kalveboderne, Amager forenede sig med Salt­ holm, og Christiansborg Slot lagde sig ret ud for Børsen. Samtidig syntes jeg at Taarnet svingede forover og jeg kom derved til at se nedad mod Kirkegaarden. O Rædsel! — Ved en af Gravene stod en graa, kappeklædt Skik­ kelse og stirrede med et Par store, runde, blin­ kende Glasøjne lige op imod mig. Det var „Kikkertmanden!“ — Jeg gav et Skrig, faldt om paa Trappen, og i det Samme hørte jeg