KrigenKoleraen

36 al Spøgelsesangstens kolde Gru sugede jeg ud af disse Blade; der var ikke den Rædsel, uden at den rejste sig som onde Aander fra Helvedes Dyb for at friste og forfærde mig — og dog — det var det frygteligste — jeg maatte blive ved — jeg kunde ikke slippe denne Bog, skønt den sugede Blodet fra mit Hjerte som en giftig Igle. Fra nu af var det mig ikke muligt at være alene, naar Mørket faldt paa; ikke muligt at sove trygt nogen Nat. Bestandig saae jeg „Sandmanden“ og alle de andre grufulde Fi­ gurer kredse om mig i Mørket, beredte til at gribe og sønderlemme mig, naar øjeblikket kom, og det kom, desværre, før jeg ventede det. Blandt Pensionatets aarlige Forlystelser hørte ogsaa en Valfart til „Manden“ paa Frelsers Taarn. Det slanke Kirkespir havde altid været mine ønskers Maal, men nu, da vi skulde der­ op, paakom der mig en hemmelig Gru. Blandt Hoffmanns mange diaboliske Fantomer, fore­ kommer ogsaa et, som ved en Tryllekikkert mægter at drage de fjerneste Personer til sig, og som ved at stirre op mod et Taarn tvinger sit Offer til at styrte sig ned og knuses i Fal­ det. Denne dæmoniske Figur, der var i Slægt med „Sandmanden“ , havde gjort et dybt Ind