KrigenKoleraen

2 0

sen“ for mig som noget Rædselsfuldt, og jeg- husker tydelig den dybe Barneangst, da disse haardhjertede Hænder greb mig og trods mine Klager kastede mig ned i dette iskolde Dyb. Men Angsten steg til Rædsel, da jeg, omsluttet af Mørket, følte Sneens tyngende Vægt og mær­ kede, hvorledes Skovlslagene pakkede den tæt­ tere om mit Legeme. Jeg skreg af Fortvivlelse, men fik Munden fuld af Sne; jeg arbejdede som en jaget Muldvarp i den iskolde Sne, der smel­ tede omkring mig; men hver Gang jeg naaede Udkanten, satte En sin Skovl imod mit Ansigt og tvang mig tilbage. Til Slutningen kunde jeg ikke mere. Det lynede for mine øjne, sæl­ somme Farveringe drog igennem Mørket, saa lød det som Vand, der boblede langt borte, og saa husker jeg Intet mere. Da jeg slog Øjnene op, laa jeg paa Ryggen i Sneen, og lange Nik stod foran mig med Skovlen i Haanden, gri­ nende over hele Ansigtet. Gud, hvor jeg kom til at hade dette Menneske, der ødelagde al Glæde i min Barndom! En anden Sport havde nær kostet mig Sy­ net, og havde i ethvert Tilfælde en Synssvæk­ kelse til Følge. I alle Drengelege hersker der visse Moder, og nu var Pusterøret netop kom­ met til Hæder og Værdighed. Vi havde hver et saadant, af forsvarlig Længde, og vi var