KrigenKoleraen

19 Vor Idræt og vore Lege havde tidt en yderst farlig Karakter, men dog skete der intet alvor­ ligt Ulykkestilfælde, selv om man blev bragt under Forhold, som let kunde fremkalde alvor­ lige Sygdomme. At „blive døbt“ var nu ikke saa slemt, thi Postevand er jo ikke i og for sig usundt, men „at blive begravet“ var langt værre, og dog skulde disse to Ceremonier foretages med enhver nyoptagen Pensionær. Daaben fore­ gik om Efteraaret, og til den knyttedes saa et eller andet velvalgt Øgenavn, men Begravelsen maatte opsættes til Vintersneen dækkede Skolens Gaard saa tykt, at man kunde blive forsvarlig „højsat“ . Dette skete paa den Maade, at al Sneen skuffedes op over den lille Høj der laa midt paa Skolepladsen, indtil den naaede en Dynge paa et Par Alen. I denne blev der saa hulet en Grav, og det ulykkelige Offer blev saa grebet ved Arme og Ben for under en alminde­ lig Opsang at lægges i Graven. Naar dette var sket, greb Enhver sin Skovl for at klappe Sneen sammen om En saa fast som muligt, og nu galdt det om at grave sig ud inden man blev kvalt af Sneen. Det Hele kunde synes højst uskyldigt, men det var i Virkeligheden en Tor­ tur, som jeg i det mindste ikke har glemt. Skræmt og kyst ved de mange Jordfæstelser jeg lige havde været Vidne til, stod „Begravel