KrigenKoleraen

17 Ansigt, da han rakte mig sin havannastrøgne Radekop med den Bemærkning, at nu kunde jeg jo „lunte den a’ “. Med en Blanding af Stolthed og Benauelse satte jeg Cigaren til Fængtraaden, og i næste Øjeblik vandrede Ilden som en lille, glødende St. Hansorm hen over det bløde Grønsvær og forsvandt mellem Stenene. I samme Nu tog Pokker ved os Alle, og først langt borte stand­ sede vi for at afvente Minens frygtelige Virk­ ning. Men der kom til vor Overraskelse slet ingen. Luntens svage Røg døde hen, Stenene blev liggende og efter en fem Minuters Forløb gik det op for os, at Proppen havde været saa kun­ stig, at Lunten var gaaet ud. Skønt Brodtkorb protesterede, blev vi enige om at se Minen efter, men da det kom til Stykket, vilde Ingen vove sin Pels, og Brodtkorb foreslog da, at vi skulde trække Straa om det. Jegtrak det korteste og skulde altsaa i Ilden. Jeg nægter ikke, at jeg helst havde været fri, men mellem Drenge hersker en point d’honneur, der kan være lige saa stor som mellem Officerer. Med paatagen Ligegyldighed gik jeg hen imod den lille Stendynge; men da det pludselig faldt mig ind, at Fader havde for­ talt, at Folk kastedesig paa Maven, naar en V. Bergsøe: Krigen og Koleraen. o