KrigenKoleraen

16 forbudte Kontrebande, og netop derfor maatte vi jo have fat i det. Snart fandt vi en Patron, snart tiggede vi dem, og naar dette ikke vilde gaa, tyede vi til Snakkeschmidt. Han turde ikke sælge os Krudt i Karduser; men han havde altid „nogle Patroner tilovers“ , og var ikke uvillig til at udlevere dem mod Erlæggelse af en Toskilling. Vi turde naturligvis ikke tage dem med hjem, men saa gik vi med Krudtet løst i Lommerne, indtil vi fik det futtet af som „Troldkærlinger“ eller „Stjerneskud“ . Men dette tilfredsstillede ikke vore krigeriske Tilbøjeligheder, og da vi ikke kunde faa fat i Snakkeschmidts Kanoner, besluttede vi at sprænge en Mine. Ved Hjælp af utallige Toskillinger lyk­ kedes det os at fylde et af de store, langhalsede Guavaglas med Krudt, og Brodtkorb snittede en højst kunstig Prop, hvorigennem Minetraaden skulde lægges. Saa blev det hele anbragt i en Botaniserkasse, og med dette tilsyneladende videnskabelige Apparat vandrede vi saa en Efteraarsaften ud paa den øde Amagerfælled. Her blev Minen gravet ned saa dybt vi mæg­ tede, og for at forøge dens frygtelige Virkning dyngede vi saa mange Sten over den, som det var os mulig at finde. Saa kom det store øjeblik, da Minen skulde tændes, og jeg ser endnu Brodtkorbs grinende