KrigenKoleraen

1 9 3

Aftener kom vidste jeg næppe hvad jeg skulde gjøre af mig selv, thi da kom alle Rædselens Skygger frem fra de mørknende Kroge. Naar Arbejdsklokken havde ringet til Hjemgang, laa Fabrikkens lange skumle Bygninger som en øde Grav, hvor jeg ikke turde færdes, og da tyede jeg ud til den Eneste, som kunde bringe mig Trøst, og det var Professor Schiødte. Han og hans venlige Hustru boede paa Svanemosegaard, der laa tæt ved Kjøbenhavns Ladegaard, og skønt Koleraen ogsaa rasede der, var der dog en saa fredelig Hygge udbredt over den gamle landlige Garvergaard, at jeg ganske glemte Epidemien og dens Rædsler saa længe jeg var derude. En smuk Sommeraften traf jeg ikke Schiødte som sædvanligt bøjet over sit Arbejdsbord — det hed sig, at han var nede i Haven. Der havde jeg aldrig været, og jeg blev ganske for­ bavset over dens vide Udstrækning og landlige Skønhed. Naar man nu ser de taarnhøje, femetages Kaserner, den planerede Boulevard over den tilkastede Ladegaardsaa, de myldrende Cykler og rastløse Fodgængere, vil man næppe tro, at Svanemosegaard for omtrent halvhundrede Aar tilbage var et fuldstændigt idyllisk Landsted, hvor Hostrup og hans Moder havde tilbragt nogle af deres bedste Aar. V. Bergsøe: Krigen og Koleraen. 13