KrigenKoleraen

191

vi Droskerne rumle forbi, og vare vi endelig faldne lidt til Ro, kom Borch farende med de skrækkeligste Historier og de urimeligste For­ tolkninger af Aarsagen til Epidemien. En Dag havde han saaledes fortalt, at man maatte søge Koleraens stærke Udbredelse i Mangel af Elektricitet i Atmosfæren. Vi drøf­ tede netop denne Theori med vor Fysiklærer, Christian Hagen Schou, da Luften pludseligt formørkedes og et Par rullende Tordenskrald hørtes i det Fjerne. Kort efter blinkede Lynene og derpaa hørte vi et bragende Tordenskrald, som fik Ruderne til at klirre. Lynet var slaaet ned i Spiret paa Frederiks tyske Kirke — vi kunde ligefrem lugte Ozonluften. „Nu fik vi da Elektricitet nok,“ bemærkede Schou tørt. „Bare nu Borchs Theori holder Stik.“ Men det gjorde den ikke; thi Dagen efter Tordenvejret steg de Angrebnes Antal til det dobbelte. Her som overalt viste den voldsomme Tordenregn sig som Smittebefordrer, idet talløse Bakterier ved dens Hjælp tilførtes Drikkevandet. Alt som Epidemien tiltog, formindskedes An­ tallet af vore Venner og Bekendte; thi Enhver, som ikke ved Embede eller Forretningsstilling var bundet til Byen, søgte ud i det Frie. Af min Faders Venner tog Braém til „Sømands