KrigenKoleraen

9

hen over Bølgernes Krusninger, fik man det Indtryk, at man drev længere og længere bort fra Flaaden, helt ud i Strømmen — Selen maatte være sprungen — nu maatte man drukne. Saa gav man sig til at brøle og pjaske, fik en ny Stangdukkert, og blev saa halet op med den Bemærkning, at man var „et Kyt- hofed, som vilde gaa rejekt til den Examen aktium“ , en Trudsel som vor brave Gymnastik­ lærer Scheer, eller „den Skerr“, som vi kaldte ham, jævnligt benyttede. En Dag, da vi kom marcherende derned, saae vi et uhyggeligt Syn. Over en af Bænkene laa en druknet fjortenaars Dreng med kramp­ agtig knyttede Hænder og blaaligblegt Ansigt. Ud af Munden løb det sorte, stinkende Mudder, og hver Gang Lægen førte Svampen ind, styr­ tede der mere ud. Bøjet over Liget, stod Dren­ gens Moder med stive, stirrende Blikke, spej­ dende efter Livstegn. Men der kom intet — han var og blev død. Drengen, Søn af en Bagermester paa Christianshavn, havde tillige med en Kammerat benyttet Flaaden, var kom­ men ind under den, men da den var laaset og lænket, maatte han blive, hvor han var, trods at der var Hjælp nok. Det samme kunde vel have hændet en af Skolens Disciple, og fra den