KrigenKoleraen

10

Dag tror jeg nok, at „den Skerr“ havde Nøglen til Flaaden i Lommen. Da Drengen endelig, hyllet i Sejldug, blev baaren bort, var der Ingen af os, som havde synderlig Mod paa Vandet, og med Rædsel stirrede vi Alle paa den sorte Pøl under Bæn­ ken. Men „den Skerr“ sagde: „Han hørte jo ikke til Skolen, Drenger! Og desuden bar han sig jo at som en Klotzmathies — herut med Jer! Tøjet a f!“ Saa maatte vi da til det, men jeg husker nok den Følelse, hvormed jeg sprang ud, og Drengens blaaligblege Ansigt har jeg heller ikke glemt. Men var det slemt at være i Sele, saa var det næsten værre at blive „Frisvømmer“, thi dette betød egentlig, at de Store kunde tage sig allebaande Friheder, naar „den Skerr" vendte Ryggen til. En „Gammel“ kunde være slem nok; men en „Tredækker“ var ligefrem frygte­ lig — jeg vil lige saa gerne kølhales. Den be- bestod deri, at en eller anden lang Lømmel pressede mig ned under Vandet, satte Fødderne paa mine Skuldre og furede sit Offer ned saa dybt han kunde; men lige i det han sank ned, gentog en Tredie den samme Manøvre med ham, og derved blev man drevet ned til en saadan Dybde, at jeg en Dag følte mine Ben