KrigenKoleraen

mellem Lange- og Knippelsbro. Strømmen var ofte rivende, men dog satte de dygtigste Svøm­ mere tidt over til Københavnssiden og tilbage igen. Vejen til Svømmeilaaden gik bag om Kirkegaarden, forbi Artilleri-Laboratoriet, over en Mødding ved en stinkende Kanal og saa ind paa Holms Plads, hvor Matrosernes Opsange ved Spillet just ikke vare de fineste. Flaaden' var lænket til Bolværket og havde hverken Tag eller Læ. I Regnvejr og Blæst sad vi saa paa nogle haarde Bænke i det bare Linned, indtil Kommando-Ordet „Skjorten af!“ lød for vore for­ skrækkede øren. Saa fik vi den iskolde, pjask- vaade Sele spændt om Livet, og under høje Brøl bleve de, som havde „Vandskræk“, varpede over Bord. Naar de saa spruttende og hvæsende kom op igen, fik de Lejlighed til at føle, hvorledes en Fisk befinder sig, naar den hales op paa Krog med en Stang. Fisken er dog i sit Element, men det var vi sandelig ikke, og midt i Dødsangsten klang det over Syndernes Hoveder: „Stræk, bøj! — Samlede Hæle! — Lange Tav! — Inte jappe!“, og jappede man — ja, saa fik man sig en Dukkert saa dybt som Stangen kunde naa. Naar man saa kom op, var Hu­ møret borte, og saa indtraadte et besynderlig optisk Bedrag, som røvede den sidste Rest af Mod. Liggende i Plan med Vandet, og stirrende