KrigenKoleraen

1 8 1

det dybe Mørke syntes jeg at se Kvindeskikkelser glide forbi, Skikkelser som holdt Hænderne for Øjnene og hulkede. Saa hørte vi atter jamrende Skrig tæt ved os, og pludselig stødte vi paa en Skare Menne­ sker, der stod saa tæt, at det ikke var muligt at komme videre. Som en sort, uigennem­ trængelig Mur stod denne Menneskemasse over hele Volden, og alles Øjne vare rettede paa et højt, stærkt oplyst Hus, hvis Vinduer stode paa vid Gab, saa at man kunde se Alt, hvad der foregik derinde. Da det ikke var os muligt at trænge gennem Sværmen, steg Fader og jeg op paa Bastionen, og over et Hav af mørke Hoveder saae vi et Syn, der har præget sig uudsletteligt i min Er­ indring. Alle Etager vare stærkt oplyste, Læger, Vaagekoner og Portører ilede frem og tilbage, og de sidste slæbte blege, udtærede Skikkelser, som de anbragte i de lange Rækker af Senge, der flankerede Værelserne. Nede paa Gaden holdt en Række Drosker, andre kom rullende i skarpt Trav, og uafladelig hørtes der Raab og Skrig, snart fra Gaden, snart fra de Patienter, som vaandede sig i de smerteligste Krampe­ trækninger. Midt i al denne Tummel hørtes af og til en raa Stemme, som raabte: „Jeg gi’er