KrigenKoleraen

1 7 9

Om Aftenen vandrede vi gennem de lumre, folketomme Gader ud til Tivoli, som netop den Sommer kunde holde Tiaars Jubilæum. Det var et forunderligt Publikum, vi traf derinde: Ingen Bekendte, meget faa Dannede, men der­ imod en talrig Skare af den lavere Middelstand, som Alle vare i en overstadig lystig Stemning. I alle Lysthuse blev der drukket Portvin eller Toddy, Dansen gik muntert, næsten vildt nede ved Rutschbanen, Hornmusikken skraldede hen over Plænerne, Lumbye spillede sin Nr. 3, men saa kom pludselig en Droske rullende ind i skarpt Trav; Folk stimlede sammen, Dansen hørte op, et Par Damer besvimede; men næppe var Offeret borte, før Musikken tog fat paa ny, medens Pjerrot under Publikums Latter gjorde sine dummeste Fagter. Fader lo med, men paa mig gjorde det Hele et modbydeligt Indtryk. Hvinene fra Rutsch­ banen, Sangerindehylene fra Øen, den lystige Hornmusik og de Dansendes kaade Latter — Alt forekom mig Løgn og Bedrag. De var bange Allesammen, de vidste godt, at Dødens store Droske holdt midt imellem dem, og at der i den var Plads til Alle — derfor lo, drak og dansede de som Gale. Fader tog Sagen mere koldblodig, thi da Pantomimen var endt, udbrød han: „Nu skal 12 *