KrigenKoleraen

1 7 8

Den Nat sov jeg ikke. Hele Tiden saae jeg den unge Pige med de blaaligblege spidse Træk og det sorte Haar, der som en Manke hang ud over Kistekanten. Jeg lyttede til Faders rolige Aandedræt og undrede mig over, at han kunde sove saa trygt. Ak, naar man er atten Aar, vil man dog saa nødig dø — senere bliver det anderledes. Fader tog i det Hele Epidemien med over­ legen Ro. Hver Søndag gjorde vi Ture ud i Landet, især til Rungsted; men naar vi om Af­ tenen vendte tilbage, og fra den friske Landluft kom ind i den hede, beklumrede By, betoges jeg af en dyb Modløshed, som jeg ikke kunde faa Bugt med, thi Koleraen havde nu naaet Christianshavn, og paa min Vej til Skolen saae jeg flere Scener, der mindede mig om den i Kokkegade. At læse til Examen under slige Forhold var desuden heller ingen Forlystelse. Fader vilde dog skaffe mig en saadan, og en Dag udbrød han ganske umotiveret: „I Aften skal vi rigtig more os — saa gaar vi sammen paa Tivoli!“ — Om en Granat var sprungen midt i vor Dagligstue, kunde jeg ikke være bleven mere forbavset. Fader gik aldrig paa offentlige Ste­ der, mindst paa Tivoli, og saa — naa, der var jo Intet ved den Ting at gøre!