KrigenKoleraen

1 7 7

oppe i Kokkegade saae jeg en Gruppe mørke Skikkelser og hørte nogle hule Drøn, der gentog sig med korte Mellemrum. Nysgerrig gik jeg derop, men det skulde jeg hellere have ladet være; thi det Syn, der mødte mig, glemmer jeg aldrig. Øverst oppe i Hukken, dér hvor der nu er en Ligkistefabrik, holdt en aaben Rustvogn, omgiven af en Del halvfulde Sjovere, der hjalp Kusken med at surre et Par Kister fast. „Vi kommer med En endnu!“ lød en raa Stemme oppe fra den mørke Trappe. „Har I Plads til hende?“ — Nu hørte jeg atter de samme hule Bums — det var Kisten, som slog an mod hvert Trappe­ trin, thi den blev halet ned af en enkelt Mand. I Gadedøren slap den fra ham, tørnede ned ad den stejle Stentrappe, tabte Laaget, og Liget — en ung Pige i bar Særk — faldt lige i Rende­ stenen. Jeg stod som lammet af Rædsel; men da jeg hørte de Eder og Raaheder, hvorunder de atter proppede Liget i Kisten, løb jeg min Vej, saa hurtigt jeg kunde. Vel vidste jeg, at Rustvognen holdt udenfor en af de saakaldte „Pjaltenborge“ , men at Ligene blev behandlede paa den Maade, havde jeg dog ikke tænkt mig, og dog skal det have gaaet langt værre til paa Kirkegaardene. V. Bergsøe: Krigen og Koleraen. 12