KrigenKoleraen

1 4 4

Den Sorgløshed, hvormed jeg havde mod­ taget min Faders Budskab, var ikke egen for mig; tværtimod deltes den af største Parten af de glade Kjøbenhavnere, som lavede Vittigheder over, at Farsoten netop var kommen i Terminen, paa den „ulyksalige Ilte Juni“. Der var til en vis Grad ogsaa noget, der talte til Gunst for denne Sorgløshed, thi medens Koleraen med frygtelig Voldsomhed havde hærget Europas Hovedstæder, havde den aldrig lagt sin klamme Haand paa det nordiske Athen, og da den endelig naaede os i 1853, var den saa godt som ophørt i hele det øvrige Europa. Man vidste desuden af Erfaring, at visse Lokaliteter vare uimodtagelige for denne Sygdom, og man antog, at Saltholmskalken, hvorpaa København hviler, trak den overliggende Jords skadelige Dunster til sig og derved forhindrede Smitte; man havde ganske glemt de store Pestepidemier, som lige til 1711 havde hærget Byen paa det frygteligste, og man levede i den glade Illusion, at Kjøbenhavn var en renlig By, som havde faaet Brolægning og hvor det var forbudt at kaste Renovationen paa Gaderne. Man stolede paa den velvise Magistrats faderlige Regimente, og naar samme Magistrats ærværdige Medlemmer stadigt i „Korsaren“ blev afbildede som sovende, med Nathuen ned om Ørene, saae man heri kun