KrigenKoleraen

1 4 2

Slutningen udtalte, at det var min højeste Lyst at blive Naturforsker, fortrak hans Ansigt sig til en underlig bitter Grimace, og idet han satte sit Værk op paa Hylden, svarede han: „De maa før slaa Sten paa Landevejen end blive Videnskabsmand i Danmark.“ Dengang forstod jeg ikke hans Ord og følte mig uhyggelig berørt af dem; senere har jeg forstaaet baade ham og dem; men da var det for silde, og det var helt andre Forhold, der drev mig bort fra en Bane, jeg havde saa kjær. Fra den Aften var Bekjendtskabet med den berømte Entomolog sluttet, og det steg senere til et trofast Venskab, der varede til hans Død. Schiødte blev min Læremester i Videnskaben, min Vejleder i Anatomi, exakt Analyse, ja selv i Entomologiens ret indviklede Latin, ligesom jeg fulgte ham paa flere af hans entomo­ logiske Exkursioner, særlig til det ved Otto Frederik Muller saa bekendte Frederiksdal, hvor Furesøen og de omliggende store Skove blev undersøgte med den Grundighed, der var Schiødte saa egen. Det var en stille, varm Sommeraften i Juni 1853, at Meinert og jeg vandrede hjem ad Lyngby Landevej efter en lang og trættende Exkursion i Aldershvile Skove. Først sent naaede vi Byen, og da jeg kom ind i Porcellænsfabrikens Gaard,