KrigenKoleraen

126 Kikkertmandens Øjne, og det blev mig klart, at hvis jeg ikke kunde skrifte min nagende Tvivl for Nogen, vilde disse Tanker tage Magten fra mig og føre mig i Fordærvelse. Men hvem skulde jeg betro mig til? — Jeg- frygtede min Fader og ængstedes for Paulli, der muligt strax vilde udtale det Anathema, jeg saa inderlig frygtede. Saa lukkede jeg Tvivlen og Frygten inde i mig selv, men derved blev det ikke bedre — de voxede kun derved. Saa var jeg en Aftenstund oppe paa Volden, just som Solen gik ned. Den sank i al sin straalende Pragt, omgivet af røde, gnistrende Flammer, der kantede nogle sorte, sælsomt for­ mede Skyer med luende Glød; men for mig havde det glimrende Syn ingen Tillokkelse, dets ildrøde Glans mindede mig om Helvedes evige Luer, og jeg gyste derved. Da følte jeg pludselig en Haand paa min Skulder, og en kendt Stemme udbrød: „Nej, er det dig, Jørgen! Men hvorledes er det, du ser ud? Har Nogen gjort dig Fortræd?“ Jeg vendte mig om og mødte Frimodts klare, venlige Blik. Han var for to Aar siden bleven Student, og jeg havde ikke set ham siden. Jeg brast i heftig Graad. Han tog mig under Armen, og i den lune, lyse Foraarsaften. vandrede vi Bastionerne rundt, medens jeg for-