KrigenKoleraen

125 mødte mit Blik Kalkens blinkende Guldgrund, ogjeg fik en syrlig, ilde smagende Vin i Munden. Nu var det aldeles forbi med mig. I min Fantasi havde jeg tænkt mig Vinen rød som Kristi Blod — jeg havde ikke Anelse om, at Kirken ved sin største Højtid benyttede sig af noget saa vammelt som denne gule, franske Vin, der ikke i fjerneste Maade mindede om det Blod, Kristus havde udgydt til vore Synders Forladelse. Det Hele forekom mig som en Profanation, ikke fra min, men fra Kirkens Side, og i mit Indre rejste sig en stærk Tvivl om, hvorvidt jeg kunde siges at have nydt Nadveren paa en saadan Maade, at jeg blev dens Naade værdig. Denne Tanke forfulgte mig hele Dagen og gik om Natten over i mine Drømme. Det fore­ kom mig, at den tykke Mand var sendt af Djævelen for at lede mine Tanker bort fra det Helligste. Det var ogsaa ham, der havde for­ vandlet Kristi Legeme og Blod til en tør Oblat og en Slurk sur Vin — Alt var sket for at friste mig og føre mig i Fordærvelse. Disse Tanker, der muligen vilde forekomme Mange barnagtige, vedblev at pine mig med en saadan Vedholdenhed, at jeg tilsidst ikke kunde blive demkvit. Jeg følte den samme trykkende Træthed i min Hjerne, som da jeg frygtede for