KrigenKoleraen

127

talte ham, hvad der i desidste Uger havde pint mig. Pludseligt standsede han, saae mig skarpt, men venligt ind i øjnene og sagde: „Jeg for- staar godt alt det, du har fortalt mig, men bryd dig ikke derom, thi selv er du uden Skyld. Du gik jo til Alters med den bedste Vilje og den reneste Tro. Hvad der saa hændte, var til­ fældige Begivenheder, hvori du ikke havde nogen Skyld og derfor heller ikke bærer noget Ansvar. Vi ere alle Mennesker, og maa derfor føre det Menneskelige med os, selv til Herrens Bord. Men om det dér har taget Magten fra dig for et enkelt øjeblik, skal du ikke frygte — det tilgiver Vorherre dig nok; thi han er en for­ nuftig Mand.“ Der laa i Frimodts djærve, sonore Stemme en egen overbevisende Klang, som gjorde mig godt, og i hans Blik saae jeg en saadan med­ følende Kærlighed, at al min Frygt forsvandt som de luende Skyer, der nu graanede hen over Horisonten. Den Aften gik jeg tilsengs med et lettet Hjerte, og i Drømme klang det for mit Øre: „Vorherre er en fornuftig Mand.“ Men i dette Kapitel var min Fader det ikke. Et halvt Aar efter sagde han en Dag til mig, at han vilde gaa til Alters og at jeg skulde