KrigenKoleraen

124 med den inderligste og oprigtigste Tro paa det Mysterium, der ventede mig. Jeg knælede ned paa Alterskamlen, bøjede mit Hoved, lukkede mine Øjne og bad; men da lød pludseligt et stønnende „ak, ja ja“ lige i mit Øre, og da jeg saa til Siden, var det den tykke Mand, som med stor Besvær krøllede sig sammen for at indtage en knælende Stilling. Men herved skete det Forskrækkelige, at Noget sprang i hans Dragt, og med et jamrende „aa, ja ja“ førte han Haanden op under Frakke­ skøderne, og fik det røde Bomuldstørklæde an­ bragt over Revnen, medens han vedblev at puste og stønne som en astmatisk Rinoceros. Gud skal vide, at jeg gjorde Alt for at holde min Andagt oppe; men da Paulli i det samme rakte mig Hostien, randt hans Ord mig i Hu, og jeg gjorde en fortvivlet Anstrengelse for at følge hans praktiske Raad; men netop herved klæbede 'den sig fast til Ganen, saa at jeg ikke kunde synke den. En usigelig Rædsel greb mig. Den tykke Mand havde forstyrret min Andagt, bragt mig ud af Stemning og gjort mig uværdig til at nyde den hellige Nadver saaledes somjeg burde. I det samme rakte Paullis Medhjælper mig Kalken med de Ord: „Dette er Kristi sande Blod;“ men da jeg bøjede mig for at drikke,