KrigenKoleraen

123

sted— de kunde lige saa gerne have kørt mig ud paa Amager for at „rettes“. Min Frygt forsvandt dog nogenlunde, da jeg i Skriftestolen traf mine Medkonfirmanter og saaePaullisvenligeAnsigt; men saa kompludselig en Skikkelse ind, som tildrog sig hele min Op­ mærksomhed. Det var en svær, bredskuldret Mand i blaa, langskødet Frakke og en hørgul Paryk paa Ho­ vedet. Panden faldt skraat tilbage, Næsen var bred og flad, Munden fremstaaende, men Hage­ partiet saa lidet Udviklet, at hans Profil aldeles mindede om et af Troens hellige Faar eller Christian den Sjette, om man vil. Han saae ud til at være Brygger eller Brændevinsbrænder, var meget rød i Ansigtet, stønnede astmatisk og tørrede uophørlig Sveden af med et rødtærnet Bomuldstørklæde. Jeg syntes, at han saae saa komisk ud, at jeg maatte vende øjnene fra ham for ikke at' forstyrres i min Andagt; men da han satte sig lige bagved mig, kunde jeg ikke undgaa at faa hans hede, pustende Stønnen lige i Nakken, og af og til var denne ledsaget af et klagende „aa, ja ja,“ som hyppigt faldt meget uharmonisk sammen med Paullis veltalende Ord. Endelig var Skriftemaalet forbi, og ved min Faders Side traadte jeg op til det hellige Alter,