KrigenKoleraen

121 gang i højeste Grad barnlig troende og hørte med stor Andagt paa den Lære, Paulli forkyndte. Han havde en særegen indtrængende Evne til ligesom at hamre Skriftens Ord fast i de Unges Hukommelse, megen Flugt og Fart i sin fan­ tasirige Fremstilling af de hellige Begivenheder, og han var i det Hele en Præst, hvis Ord vakte Tro og Tillid hos de Unge. Men ved Siden heraf dukkede der stundom en vis tør Praktik frem, som stod fuldkommen disharmonisk til hans ellers saa billedrige Fremstilling, og derved virkede ligesom en Spand koldt Vand efter et varmt Bad. Han lærte os saaledes, hvorledes man skulde hjemmedøbe Børn, berette døende og foretage lignende præstelige Handlinger, som Lægmænd kunsjælden faar Anvendelse for. Stun­ dom kunde disse praktiske Vink komme saa akavede, at de rent tog Løftelsen fra mig. Saa­ ledes sagde han en Dag, efter at have skildret den hellige Nadvers Indstiftelse, pludseligt til os: „Naar I nu kommer til Alters, maa I passe godt paa to Ting. Naar jeg rækker eder Brødet, der er formet som en Oblat, maa i passe paa strax at rulle den godt med Tungen, for ellers klæber den fast i Ganen, uden at I kan synke den, og dernæst maa I passe paa at trække Vejret rigtig dybt inden 1 drikker af Kalken, for ellers kan I let komme til at hoste og faa