KrigenKoleraen

120 Erindringen om min Konfirmation er egent­ lig kun Kulde. Jeg frøs i Vognen, frøs i den store kolde Kirke, som dengang ikke kunde op­ varmes. og da jeg kom hjem igen, var jeg saa legemlig og aandelig medtaget, at jeg rystede som et Espeløv. 1 min lille stumpede Trøje stod jeg saa om Aftenen ved Døren for at tage mod Gratulation af de talrige Gæster; men de fleste lod mig staa og antog min Broder Sophus for Konfirmanden, skønt han var to Aar yngre end jeg. Det var en skrækkelig Ydmygelse, men tillige et godt Bevis paa, hvor meget det ublide Pensionatsliv havde hæmmet mig i Væxten. I min Faders Optegnelser staar følgende korte Notits: 1851 , 27 de April, Vilhelm konfirmeret, 52 Tommer. Senere gav Hjemmets Luft mig Garderhøjde. Der knytter sig til min Konfirmation en Episode, som muligt kan forarge en eller anden Indremissionær, men som jeg dog vil fortælle, dels fordi den kastede en Skygge mellem Fader og mig, dels fordi den viser, hvor forsigtig en Sjælesørger bør være med at fremmane Billeder, der skræmme den barnlige Fantasi. Paulli var en meget alvorlig Mand, der med stor Nidkærhed varetog sin Præstegerning og ikke taalte, at Konfirmanterne drev nogen Spot med Bibelen eller dens Ord. Jeg selv var den