KrigenKoleraen

116 Kiggede man ned gennem de smaa, forvitrede Kælderruder i Knejperne ved Børsen, saae man dem fyldte af Soldater, som trakteredes af de glade Kjøbenhavnere, og overalt klang Dagens nyeste Sejrssang:

„Dansken har Sejr vundet, Hurra, Hurra ! Tysken sin Grav har fundet, Huira, Hurra! Trindt om paa Danmarks Vænge, Hurra, H urra! Jubler de danske Drenge Hurra, Hurra!

Men hvad maatte jeg saa opleve halvtred­ sindstyve Aar efter! — De steg op af Fortidens Grave, disse min Barndoms stolteste Syner; de gik igen, disse Skikkelser fraBau og Flensborg, fra Isted og Fredericia. Men de kom ikke som før, i stolte, tætsluttede Rækker, under Kano­ nernes Torden og Trompeternes Klang. Det var ikke længer disse unge, solbrændte, kraftige Mænd, med Marchens Støv paa de falmede Faner, og det var ikke i Sejrens Lys og Sol­ skin de drog frem. Nej, det var en lang, uord­ net Skare af gamle, graahaarede, affældige Mænd, som i øsende Regn drog gennem Kjøbenhavns Gader, forbi en Slægt, der ikke havde set deres Bedrifter, og derfor næppe forstod dem.